torsdag den 20. september 2007

På plads...

Så er der snart gået så lang tid fra det sidste indlæg, at det er ved at være pinligt. Det vil jeg dog prøve at rode bod på nu eftersom der begynder at være lidt mere ro over feltet. Jeg har i øvrigt endelig fået investeret i et kamera, så det skulle gerne havne nogle billeder på bloggen også, inden for den nærmeste fremtid.

Som sagt har den første periode med skolen været lidt hektisk. Blandt andet har det det været en større kamp at overbevise fakultetet om at jeg tidligere har haft basal marketing, også selvom jeg læser kommunikation, og har sendt en engelsk fagbeskrivelse, og sendt pensumlister osv. Nu er add-drop perioden slut, så det kan ikke betale sig at ærgre sig over det fag, der ikke lige passede ind i planerne, eller som allerede var fyldt osv. Jeg har fire fag hernede og tre af dem er jeg rimelig tilfreds med. Til gengæld er mit skema ret godt, eftersom jeg kun har timer onsdag og fredag. Onsdagen er dog ret hård at komme igennem, da alle lektioner er på tre timer med 1x10 min. pause plus også kun ti min. pause mellem timerne, så idet jeg har til lektioner i træk, har jeg seks timers undervisning, kun afbrudt af samlet 30 min pause. Niveauet er ret svingende, de er ikke nær så teoretiske som jeg er vant til på CBS, så det kan nemt komme til at virke ret let. Jeg har også kun købt to bøger hernede (selvom bøgerne er vildt billige i forhold til derhjemme) og regner heller ikke med at købe flere. Undervisningsstilen skal jeg også lige vænne mig til. Hvor mange timer man kommer til og hvor aktiv man er påvirker ens karakter, plus at man mindst skal komme til 70% af timerne for at bestå. Jeg må indrømme det ikke lige er min kop te. Jeg kan godt lide friheden ved undervisningsstilen i DK og føler lidt det er som at blive skudt tilbage i gymnasiet. Jeg nægter kategorisk at svare på retoriske spørgsmål fra læreren – det må amerikanerne klare.

De lokale studerende er i de fleste tilfælde ret tilbageholdne og ikke særlig udadvendte, på nær et af mine kurser, hvor det nærmest er modsat. Nogle af dem er meget generte og er nærmest ved at forsvinde ind i sig selv, hvis man kommer til at smile til dem i elevatoren, mens andre selv opsøger en, for at stille spørgsmål og høre hvordan er at bo i Danmark osv. En ret sjov ting er at kinesere selv kan vælge deres engelske navn fra de er 12 år gamle, og fordi det ikke er deres officielle navn kan de kalde sig hvad de vil, og ændre det når det passer dem. F.eks. er gruppe med nogle kinesere der hedder: Fire, +2 (plus two), Panda og Dodo. Min roomie fortalte mig om en af hans veninder, der ændrede hendes engelske navn tre gange på en uge, så til sidst var hun selv i tvivl om, hvad hun egentlig hed.

Hvis der noget de er gode til, så er det gruppepres. En af de andre danskere er blevet meldt til den lokale svømmestafet, og mens jeg har siddet og skrevet det her, har jeg fundet ud af, at jeg tilsyneladende også er meldt til, fordi jeg vist nok på et eller andet tidspunkt er kommet til at sige, at jeg spiller uv-rugby derhjemme. Det er de forskellige bygninger på campus, der konkurrerer mod hinanden, så det er heldigvis ikke vildt seriøst.

På næste fredag skal jeg til en fælles middag med de andre studerende fra denne bygning. Efter sigende er de helt vilde med at spille spil og lege selskabslege (det er vist der, hvor andre normalt drikker os hegnet), så det bliver spændende at se hvilke pinligheder de finder på. Vi har heller ikke begivet os ud i det helt store kareoke-helvede endnu, men det er vist kun et spørgsmål om tid. Vi har i hvert fald fået anbefalet nogle steder, der skal være værd at besøge.

Billederne jeg uploader er primært af byen generelt, samt af en fodboldkamp mellem Europa og det lokale hold. Kampen sluttede 1-1. I morgen skal jeg ud og finde et anstændigt hostel til Nynne når hun kommer herned, så det kan være jeg kan få nogle billeder af byen i dagslys.

Ingen kommentarer: