torsdag den 20. september 2007

På plads...

Så er der snart gået så lang tid fra det sidste indlæg, at det er ved at være pinligt. Det vil jeg dog prøve at rode bod på nu eftersom der begynder at være lidt mere ro over feltet. Jeg har i øvrigt endelig fået investeret i et kamera, så det skulle gerne havne nogle billeder på bloggen også, inden for den nærmeste fremtid.

Som sagt har den første periode med skolen været lidt hektisk. Blandt andet har det det været en større kamp at overbevise fakultetet om at jeg tidligere har haft basal marketing, også selvom jeg læser kommunikation, og har sendt en engelsk fagbeskrivelse, og sendt pensumlister osv. Nu er add-drop perioden slut, så det kan ikke betale sig at ærgre sig over det fag, der ikke lige passede ind i planerne, eller som allerede var fyldt osv. Jeg har fire fag hernede og tre af dem er jeg rimelig tilfreds med. Til gengæld er mit skema ret godt, eftersom jeg kun har timer onsdag og fredag. Onsdagen er dog ret hård at komme igennem, da alle lektioner er på tre timer med 1x10 min. pause plus også kun ti min. pause mellem timerne, så idet jeg har til lektioner i træk, har jeg seks timers undervisning, kun afbrudt af samlet 30 min pause. Niveauet er ret svingende, de er ikke nær så teoretiske som jeg er vant til på CBS, så det kan nemt komme til at virke ret let. Jeg har også kun købt to bøger hernede (selvom bøgerne er vildt billige i forhold til derhjemme) og regner heller ikke med at købe flere. Undervisningsstilen skal jeg også lige vænne mig til. Hvor mange timer man kommer til og hvor aktiv man er påvirker ens karakter, plus at man mindst skal komme til 70% af timerne for at bestå. Jeg må indrømme det ikke lige er min kop te. Jeg kan godt lide friheden ved undervisningsstilen i DK og føler lidt det er som at blive skudt tilbage i gymnasiet. Jeg nægter kategorisk at svare på retoriske spørgsmål fra læreren – det må amerikanerne klare.

De lokale studerende er i de fleste tilfælde ret tilbageholdne og ikke særlig udadvendte, på nær et af mine kurser, hvor det nærmest er modsat. Nogle af dem er meget generte og er nærmest ved at forsvinde ind i sig selv, hvis man kommer til at smile til dem i elevatoren, mens andre selv opsøger en, for at stille spørgsmål og høre hvordan er at bo i Danmark osv. En ret sjov ting er at kinesere selv kan vælge deres engelske navn fra de er 12 år gamle, og fordi det ikke er deres officielle navn kan de kalde sig hvad de vil, og ændre det når det passer dem. F.eks. er gruppe med nogle kinesere der hedder: Fire, +2 (plus two), Panda og Dodo. Min roomie fortalte mig om en af hans veninder, der ændrede hendes engelske navn tre gange på en uge, så til sidst var hun selv i tvivl om, hvad hun egentlig hed.

Hvis der noget de er gode til, så er det gruppepres. En af de andre danskere er blevet meldt til den lokale svømmestafet, og mens jeg har siddet og skrevet det her, har jeg fundet ud af, at jeg tilsyneladende også er meldt til, fordi jeg vist nok på et eller andet tidspunkt er kommet til at sige, at jeg spiller uv-rugby derhjemme. Det er de forskellige bygninger på campus, der konkurrerer mod hinanden, så det er heldigvis ikke vildt seriøst.

På næste fredag skal jeg til en fælles middag med de andre studerende fra denne bygning. Efter sigende er de helt vilde med at spille spil og lege selskabslege (det er vist der, hvor andre normalt drikker os hegnet), så det bliver spændende at se hvilke pinligheder de finder på. Vi har heller ikke begivet os ud i det helt store kareoke-helvede endnu, men det er vist kun et spørgsmål om tid. Vi har i hvert fald fået anbefalet nogle steder, der skal være værd at besøge.

Billederne jeg uploader er primært af byen generelt, samt af en fodboldkamp mellem Europa og det lokale hold. Kampen sluttede 1-1. I morgen skal jeg ud og finde et anstændigt hostel til Nynne når hun kommer herned, så det kan være jeg kan få nogle billeder af byen i dagslys.

fredag den 7. september 2007

Lan Kwai Fong - here we come

Så er det snart anden uge på CityU og den første uge med egentlig undervisning. Vi har dog fortsat mulighed for at tilmelde og framelde os fag i denne periode, så alle starter i et relativt lavt gear. Det betyder dog, at der er tid til andre aktiviteter som f.eks. at stifte bekendskab med Hong Kongs natteliv.

Det er allerede blevet en tradition (ligesom det vist har været alle de andre år), at de udvekslingsstuderende mødes hver aften på en græsplæne uden for vores campus-område, for at møde de andre og ligesom finde ud af hvad natten bringer. Jeg har mødt nogle ret fede personligheder, bl.a. en gut fra Estland, nogle svenskere og normænd, og et par stykker fra selve Kina, plus en masse andre.

Første store aften i byen var forrige onsdag. Reglen i HK er at onsdag er ladies night, dvs. gratis indgang og gratis drinks. Dog er der en bar, der har gjort sidste onsdag i måneden til boys night, så det var selvfølgelig dér vi skulle hen. Det skal lige siges at stedet bliver en bøssebar kl. 01, men det var selvfølgelig bare tidspunket for at drage videre i byen.

I det centrale HK ligger i bydel der hedder Lan Kwai Fong, der fungerer som et kæmpe Jomfru Ane Gade med en masse barer og diskoteker. Her er altid fest, og fordi det er så varmt vrimler det med glade og fulde mennesker på gaderne mellem barerne. Stemningen er i top, men det er priserne desværre også. 70 HKD for en øl kan slå bunden ud af selv den tungeste studiepung på et eller andet tidspunkt. Desuden er det her alle vesterlændinge mødes og hænger ud om natten, så der er begrænset med lokale kinesere. Jeg tror stedet i det lange løb bliver kedeligt og vi har da også allerede fundet nogle rimelig fede klubber i sidegaderne, men priserne er dog de samme.

Et lidt billigere, men også mere lusket område er Wan Chai. Her koster en øl pludselig kun ned til 20 HKD og der er masser kinesere, de fleste er bare ludere. Dem er der i øvrigt også masser af i Lan Kwai Fong, de er bare lidt mere ”skjulte”. Det er lidt klamt at se en fed gammel vestlig forretningsmand føre sig frem foran nogle små kinesertøser, der kun er der pga. hans pengepung.

Generelt er der en god stemning og jeg har ikke set mange skænderier eller slåskampe hernede, men tror heller ikke det ligger til deres natur. Vi er da godt nok blevet smidt ud af et par barer allerede, men det har der være andre grunde til... Generelt er den del af HK’s byliv vi indtil videre har stiftet bekendskab med helt i top, tilgengæld kan taxaturen hjem til CityU hurtig blive en dyr fornøjelse. Metroen lukker ned kl.01, så taxa er den eneste mulighed for at komme hjem, og indtil nu har turen kostet mellem 90 og 190 HDK. De prøver virkelig at snyde når de kan, og et udbredt trick er åbenbart at sige, at den ene af de to tunneler under bugten er lukket, så de bliver nødt til at tage den store omvej for at komme hjem. Nogle af de andre danskere havde den vildeste diskussion med en taxachauffør der prøvede at snyde dem. Det skulle vist have været meget underholdende.

I aften skal jeg til danskerfest med de andre fra CBS. Planen er at vi skal mødes og have noget mad hvorefter vi nok tager i byen indtil der er fodbold kl.03 lokal tid. Her skal vi så mødes med nogle af svenskerne hernede, så vi har nogle at håne, når (ikke hvis) vi tæver dem i aften.

Det må vist være alt for denne gang, håber I hygger jer derhjemme...

tirsdag den 4. september 2007

Adresse i Hong Kong

Mr. Jesper Bech Hansen
Room 601A, Alumni Civility Hall
Student Residence
City University of Hong Kong
22 Cornwall Street
Kowloon Tong
Kowloon
HONG KONG

søndag den 2. september 2007

Hall 3 - Happy and free

Så er den føste weekend på City University of Hong Kong ved at lakke mod enden. Det har været en forholdsvis hektisk uge, med en masse nye indtryk, en masse nye mennesker, og en masse nye procedurer man skal ind i.
Da vi checkede ud af hotellet, sidste mandag så vi frem til at komme lidt væk fra midtbyen og skyskraberne. Vi var begge ved at få nok af den stillestående luft og forureningen. CityU er det mest centrale universitet i HK, og metroen går til et storcenter, for dem er der jo masser af, der ligger lige op ad skolen. Residence-bygningerne, hvor vi skal bo de næste fire måneder ligger 10 min. gang fra universitet, men det er stykke oppe af bjerget, så det går stejlt opad. Man er helt kvast og sveder som et sv.., når man endelig når toppen, og man har egentlig bare lyst til at tage et bad, hver gang man når toppen! Selv de lokale kinesere synes til tider det er en hård omgang, at komme derop i varmen. Jeg tror, der samlet er omkring 3000 studerende på campus, der består af en række højhuse, mere eller mindre ved siden af hinanden. Jeg er kommet til at bo i hal 3 på 6. etage ud af 11, så det er en af de mindre bygninger. Byngingerne er konstrueret sådan et havdelen af lejlighederne har udsigt ud over hele Hong Kong, men jeg bor selvfølgelig i den den anden side og har kun udsigt til nogle rige menneskers gigantiske, men mennesketomme pool. Tilgengæld er udsigten fra taget, som også fungerer som vaskeområde, fuldstændig fantastisk! Fordi vi ligger på vej om af bjerget kan vi overskue hele HK, som arealmæssigt ikke er meget større end 15X15 km. Grundpriserne hernede koster så meget at det er billigere bare at bygge opad (hvilket man må sige at de gør) og kvadratmeterprisen for egendomme i HK er den dyreste i verden. Dette afspejler sig også på campus.
Jeg deler et værelse på ca. 12 kvm med en kineser fra selve Kina, der hedder Aeolus (umuligt at udtale). Heldigvis er han super flink, og rigtig hjælpsom. Han taler ikke super godt engelsk, men det er allerede meget bedre end i starten, og han er meget interesseret i DK og kulturforskellene osv. Den første aften hjalp han mig med at købe en billig dyne og hovedpude, hvilket vi ikke havde regnet med at vi skulle have med. Han har også hjulpet mig med at få internet på værelset, samt finde ud af, hvilket mobil-abbonement, der er billigst. F.eks. koster det mig ikke mere en ca. 0,20 øre at ringe til fastnettelefoner i DK - det er da rimeligt billigt...
Selve universitetet er bygget i hvide klinker og ligner et kæmpe badeværelse på ydersiden. CityU er en anelse større end CBS med 20.000 studerende, hvilket ikke er meget i HK-målestok, dog er business-fakultetet, hvor jeg er tilknyttet det største i HK. Jeg har hørt lidt blandet om skolen, og det skulle ikke være den bedste i området, så jeg er lidt spændt på standarten af undervisningen.
Programmet i denne uge har primært koncentreret sig omkring forskellige introduktioner og præsentationer af skolen. Jarl og jeg kom til den første og den gratis middag dagen efter, ellers har vi brugt tiden på at få styr på vores fag - og så selvfølgelig dovne lidt ved poolen på skolen :) De andre udvekslingsstudrende er begyndt at tale om, hvordan der er aldrig er mere end en eller to danskere til de forskellige præsentationer, men efter at de har fortalt, hvad der er foregået virker det pludseligt ret nytttigt bare at ligge ved poolen...
Fagene har været lidt af et pudslespil, og jeg har endnu ikke helt fået de fag jeg gerne vil have, men indtil videre har jeg timer om onsdagen og fredagen, så det er muligt at tage på forlængede weekender rundt omkring i det østasiatiske område. Det er en uge tilbage til at fagene skal være på plads, så jeg håber stadig det vil lykkes.
Det har været rigtig sjovt og interessant at møde de andre udvekslingsstuderende. De første dage er det selvfølgelig dem, man er mest sammen med, men jeg har en ambition om også at møde nogle af de lokale studerende, som dog er noget mere reservede og svære at komme i kontakt med. Jeg håber dog der muligheder, for jeg har hørt fra flere steder, at de egenlig er nysgerrige, men bare også meget generte og tilbageholdne.
Så må det vidst være det for denne gang. Jeg nærmer mig skrivekrampe, så historierne om HK’s natteliv må vente til næste indlæg...